Mal hoveddøren

Længes du efter at sætte personligt præg på huset?

Giv døren en spændende farve, næste gang du maler om. Hoveddøren er det rette sted at lade din egen stil komme til udtryk, siger arkitekten Jessica Nilsson.

Når du vælger facadefarve på dit hus, er der en hel del at tage hensyn til. Du skal overveje, hvornår huset er opført og i hvilken stil, og du skal helst holde dig i nærheden af den tradition, som kendetegner tiden og stilen. Du bør også tage hensyn til naboerne og den tradition for farvesætning, som præger omgivelserne. Men når det kommer til hoveddøren, er der plads til at være mere personlig. 

- Hoveddøren er husets smykke, og her kan man virkelig tillade sig at være personlig. Døren byder dig velkommen hver eneste dag, siger Jessica Nilsson, arkitekt og designchef hos Trivselhus. 

Samtidig er der flere ting, som du kan overveje for at skabe et lækket og harmonisk indtryk. 

- På et ældre hus vil jeg generelt anbefale, at man lader døren gå tone-i-tone med facaden. Sådan siger traditionen. Døren kan jo stadig være markeret, og der findes stadig mange farver at vælge imellem. På et moderne hus kan man være lidt mere dristig og skabe kontraster. Det moderne formsprog er jo ofte lidt mere retlinet og enkelt. Her kan det passe ind med en kontrastfarve.

Jessica mener ikke, at farven på hoveddøren nødvendigvis behøver at være den samme som på vinduerne. 

- Tre farver fungerer ofte godt på facaden, men det er godt at holde sig inden for samme nuancefamilie. Med det mener jeg, at man skal styre uden om at blande kolde og varme nuancer eksempelvis. Men man behøver absolut ikke have samme farve på alt.

Har dit hus flere yderdøre, kan et alternativ være at male hovedindgangen i sin egen farve og lade de øvrige have en anden farve. Men du kan også vælge at male alle i samme farve. Det kommer an på, hvilket indtryk du vil skabe, og hvad der passer til din stil. 

- Har huset flere døre, så synes jeg personligt, at man skal vælge samme farve på dem alle. Det giver et harmonisk indtryk og fungerer godt for øjet. Hvilken dør, der er hovedindgangen, kan man markere på anden vis, med et tagudhæng eller et anderledes facademateriale omkring døren, afhængigt af hvordan facaden er udformet. Derudover kan selve dørens udseende adskille sig fra de øvrige døre med fx et vindue. 

En grundregel, når du vælger farve på facaden, er, at en lille farveprøve altid bliver lysere og skarpere på større overflader. Hoveddøren har jo en betydeligt mindre overflade, og effekten af kulører bliver ikke den samme. Derimod skal du tage hensyn til, hvordan lyset falder på døren. 

- Er der eksempelvis et tag, som kaster en skygge over døren, eller står sollyset direkte ind på den? Det påvirker, hvordan farven opfattes, siger Jessica og fortsætter: Men vær ikke bange for at prøve dig frem! Du kan jo altid male døren om.

De farver, vi elsker mest 

Bliv inspireret af vores farvekort og find din nye favoritfarve.