Hjemme hos familien Söderberg

I Hammarbyhöjden lige uden for Stockholm ligger en klynge rækkehuse, opført i 1950'erne og omgivet af høje boligblokke. De smukke og funktionelle boliger tæt på byen er som lejligheder, men har alle de fordele, som en fritliggende villa giver. Her har de nu haft adresse i et år – familien, som har boet i dette område i tyve år og altid tænkt: "Bare man kunne vågne hver morgen i et af de der utroligt smukke huse". Og sådan blev det.


– Vi har lige præcis boet her så længe, at vi har oplevet alle fire årstider. Det er så spændende at se, hvordan grunden ændrer sig, hvad der vokser hvor, og hvordan lyset inde i huset skifter, alt efter hvor højt eller lavt solen står, siger Ann-Sofie, mens hun dækker op med kaffekopper og hjemmebag.

Det store åbne køkken, eller egentlig hele underetagen, har i dag strålende selskab af solen, og stuens blå vægge skifter farve, efterhånden som dagen skrider frem.

– Er den ikke fin? Farven. Jeg ville give rummet lidt karakter. Noget, som indretningsmæssigt var lidt sjovere end bare hvidt. Jeg har altid syntes godt om den her blå nuance, især i kombination med hvidt og brunt. Faktisk vævede jeg et stof i den farve, da jeg uddannede mig til kunsthåndværker for mange år siden. Det tog tid at finde den rigtige farve, og jeg testmalede nogle kvadratmeter dér mindst fire gange, siger Ann-Sofie og peger over mod stuens største væg.

– Jeg vidste ikke, hvordan dagslyset ville påvirke farven, og jeg ville ikke have, at nuancen skulle blive for lilla. Nu hælder den nærmere mod det grønne. Nogle af vores venner syntes ikke, at vi skulle male pejsen, men jeg ville skabe en helhed i rummet.

Rækkehuset var nyrenoveret, da familien flyttede ind, så de har valgt at tage det stille og roligt med deres egne projekter. Datteren Fia har fået malet en væg ved sin seng i en sart grøn nuance, som hun selv har valgt, og som giver ro, når hun skal sove. Familiens indretningsstil er varm og hyggelig, og mange arvestykker har fået et nyt hjem her.

– Begge mine forældre er gået bort, og jeg har arvet en del af deres ting. Da vi boede i lejlighed, var det svært at få plads til det hele, men her kommer tingene mere til deres ret. Vi har ikke købt så meget nyt, men bare taget det, vi havde, og gjort en del gode fund på auktionssider, siger Ann-Sofie.

Møbler og pyntegenstande fra familiens fortid blandes med nye fortællinger. Den store tragtformede lampe over køkkenbordet har Björns morfar lavet, og spisestuemøblerne købte Ann-Sofies mormor og morfar, da de giftede sig.

– En af mine venner arbejder på Malmö Konsthall, hvor de havde en udstilling med blandt andet kunstneren Petra Bauer. Det er dér, plakaterne ved pejsen kommer fra, og jeg kan rigtig godt lide den grafiske udformning og budskaberne.

På det lille gæsteværelse ovenpå står der en vævestol, som snart skal vækkes til live igen, og i skabe og skuffer har Ann-Sofie gemt smukke tekstiler, som ligger klar til at blive brugt til kommende sy- og håndarbejdsprojekter.

Jeg har altid godt kunnet lide at passe på det, der allerede findes, og skabe noget med mine egne hænder. Så ser man resultatet med det samme. At bage en kage, ombetrække en stol eller male et lille gæstetoilet med guldmaling, som vi har gjort herhjemme.

Det typiske 50'erhus er utroligt gennemtænkt og bygget af gode materialer af høj kvalitet.  
– Noget af det bedste ved boliger fra denne periode er, at materialerne er så gedigne. Det er sten og træ, væggene kan holde til, at man borer i dem, og planløsningen er smart. Hele huset udstråler harmoni og skaber en fredfyldt energi. Det gør det rart at opholde sig herhjemme, og det gør vi også gerne. Björn og Fia spiller tit hockey udenfor, og jeg kan godt lide at pusle i haven. Jeg har en køkkenhave ude foran, hvor jeg dyrker gulerødder, grønkål og rucola. Her tilbringer jeg gerne meget af min tid. 

Familien stortrives i rækkehuset, som er alt det, man kan ønske sig af et hjem.
– Vi har et køkken med plads til mange mennesker, og Fia kan tage venner med hjem og spille bordtennis i kælderen. Jeg kan godt lide at have besøg, men jeg er også glad for den fred og ro, som vores hjem giver os.

Familien Söderberg

Familie: Ann-Sofie (53), hendes mand Björn (46) og deres datter Fia (10).
Arbejde: Ann-Sofie arbejder som copywriter, Björn som sælger.
Bor: I et rækkehus fra 50'erne på 120 kvadratmeter i Hammarbyhöjden lige uden for Stockholm.