Personligt præg på hjemmet

Renover huset og få et personligt præg på dit hjem

I Älvsjö uden for Stockholm finder vi en toplansvilla, som blev reddet fra nedrivning, og en familie, der sætter en ære i, at alle skal føle sig velkomne. Opholdsrum blandes med hyggelige oaser, og loppefund kombineres med nyt og en enkelt hjemmebygget bænk eller to.

Døren går op, og ud titter en lille rødtop, som uden det mindste tegn på at være genert stolt fremviser sin Pippi-taske. I de seneste to år har Svea Alfheim på 2½ år boet her sammen med sin mor Anna og sin far Johan. Svea viser os ind i stuen, som ligger i direkte forbindelse med indgang og entré.

Man fornemmer familiemedlemmernes personligheder i både indretningen og atmosfæren i det hyggelige hjem. Det fremgår tydeligt, at man har planlagt alt omhyggeligt undervejs på renoveringsrejsen. Johan fortæller, at han elsker at sætte sit eget præg på tingene.
- Det er nok bare sådan, jeg er. Både Anna og jeg har renoveret før, og det er ikke noget, der generer os. Vi havde dog aldrig forestillet os, at et gammelt hus ville kræve så meget renovering. Det er nok heldigt, at jeg er så optimistisk af natur.

Med et grin fortæller Johan om den dag, da naboen kom forbi og bød familien velkommen.
- Han gav hånd og spurgte: "Nå, I skal vel rive det ned og bygge nyt, ikke?" Det siger måske lidt om, hvad det var for et projekt. Her bagefter føler jeg faktisk lidt, at vi har reddet huset.

Det er fra starten af 1940'erne og bygget i to plan. På overetagen ligger køkken, spisestue og opholdsstue i ét stort åbent rum samt Sveas værelse og forældrenes soveværelse. De åbne rum giver et godt overblik over hele etagen, og den, der sidder i spisestuen, kan både tale med den, der står i køkkendelen, og se ind på Sveas værelse. I midten står pejsen som et naturligt centrum og skaber stemning, uanset hvor i rummet man befinder sig.

I underetagen er der et bryggers og et større badeværelse med sauna. Man kan slet ikke forestille sig, at dette hus engang har været på nippet til at styrte sammen.
- Vi kunne se helheden for os, fortæller Johan og forklarer, hvordan han sad med plantegningen i et almindeligt tegneprogram på computeren og legede med stregerne, altså væggene, og afprøvede forskellige planløsninger. Der opstod en del idéer, da vi først stod i huset med et koben og rev ned.  Det råd vil jeg gerne give andre. Hav en god grundidé, men vær lidt fleksibel i forhold til farver og materialevalg, for man snubler over nogle ting undervejs, så nye idéer begynder at tage form. For eksempel bankede vi os ind til den murstensvæg, der er bag pejsen.

Da de renoverede, valgte de at bevare en del gamle detaljer, som i dag ikke har nogen anden funktion end at slå en særlig tone an i hjemmet. Murstensvæggen prydes af gamle stålrør, som, dengang de var i brug, førte ud til en ekspansionsbeholder.
- Det er en flot detalje, som fortæller en historie om huset, siger Johan. 

Anna bryder ind og fortæller om deres passion for gamle ting, fascinationen af auktionsfund og det bedste af alt: arvegods.
- Jeg er for eksempel så lykkelig over, at jeg har fået lov til at beholde min mormors gamle lampe. Arvestykker indeholder dejlige minder. Før kiggede jeg en del i blade og på blogs, men det er jeg holdt op med. Jeg bliver lidt provokeret, når tingene er for perfekte. 

De elsker begge to loppemarkeder, og de bedste findes, ifølge Johan, ude på landet. Anna påpeger, at det er vigtigt, at man blander gamle og nye ting. Men vigtigst af alt er det naturligvis, at det er hyggeligt.
- Det her er et hjem, hvor vi ønsker, at alle skal føle sig velkomne og trives. Jeg bliver så glad, når folk siger, at det er rart at være her. Det er meget vigtigere, end at jeg har et pænt tæppe, synes hun. 

De beskriver deres renoveringsrejse med mange følelser, men omsorg er det ord, der fylder mest. De mener, at gamle huse fortæller en historie og fortjener at blive behandlet med respekt.
- Det lyder måske fjollet, men jeg føler mere end nogensinde, at huset er levende, og at gamle huse har en sjæl, som jeg respekterer og vil værne om. Det udtrykker en historie, som man vil flirte med, og det er derfor, vi har bevaret så mange detaljer eller så vidt muligt har forsøgt at efterligne originalen, forklarer Johan.

Farveskalaen i hjemmet er varme naturtoner med indslag af mønstre på tekstiler, tæpper og puder. Væggene i hjemmet er hvidmalede, men alligevel levende, eftersom de er af flere forskellige materialer. I soveværelset består den ene væg af liggende paneler, som kun er blevet grundet. Det giver et lidt mere råt udtryk end en almindelig gipsvæg. Den idé genbrugte de til lofterne.
- Tanken dukkede op ved et tilfælde. Vi kom tilfældigvis herud, lige da malerne havde grundet, og vi så, at panelerne havde fået en levende og tiltalende overflade, siger Johan. 

Det viste sig også, at der under vinylgulvet på Sveas værelse lå et gammelt grangulv.
- Det var sjovt, at det kunne genbruges, og det var også det, der gjorde, at vi valgte at fjerne parketgulvet og bruge det oprindelige gulv i stuen og køkkenet, siger Johan og fortsætter. Gem granplankerne fra de vægge, der bliver revet ned. De er perfekte at lægge i de huller, der opstår i gulvene.

For Anna er det absolut vigtigste, at børn kan færdes frit i villaen.  
- Det er virkelig vigtigt, at vi kan have børn i vores hjem og holde børnefødselsdage med masser af blåbærsyltetøj. Vi vil selvfølgelig også gerne have, at her er pænt og ryddeligt, men det er jo ikke værre, end at man har en kurv til det legetøj, der havner i stuen.

Selvom huset ikke er på så mange kvadratmeter, er her plads til mange. Rundt om huset er der flere udepladser og en stor terrasse med forskellige siddepladser, alt efter hvad man lige har lyst til, eller hvor solen står. Facadefarven blender fint ind i omgivelserne.
- Vi ville have en grå facade, men den måtte ikke blive for kold, så den er knækket med lidt grønt, mens udemøblerne skulle være hvide eller grå, siger Anna.

Johan fortæller om deres haveplaner.
- I foråret plantede vi grønne slyngplanter ved espalieret, for at altanen skulle blive klædt i grønt, og på sigt vil vi nok sætte noget sejldug op over pergolaen.

Han viser sine yndlingssteder i haven frem.
- Her kan man nemt dække op til fest med et langbord og sidde omkring 20 mennesker. Og det er det, vi godt kan lide. Når det er uprætentiøst, og folk bare kan komme forbi og hænge ud hos os. Vi byggede ikke kun huset til os selv, men til alle dem, vi kender, afslutter han.

Her bor: 

Johan Bergman, 38 år
Anna Alfheim, 32 år
Svea Alfheim, snart 3 år
Yndlingsfarver: Naturtoner som beige, hvid, brun og grøn med indslag af mønstre, uden at det bliver for spraglet. 
Yndlingssteder: Saunaen, køkkenet, spisepladsen, ved pejsen. Ja, alle steder faktisk. 
Interesser: Johan er glad for natur og fiskeri, sport, venner og familien. 
Drømmer om: Et åbent industrilokale, hvor det er møblerne og ikke væggene, der bestemmer.

Om Huset

Hvad: 2-plansvilla i Älvsjö uden for Stockholm. 
Boligareal: 68 m2 boligareal plus 45 m2 biareal
Byggeår: Starten af 40'erne
Farve- og materialevalg: Hvide vægge, som er en blanding af gipsvægge, liggende paneler og hvide klinker. Detaljer i træ, vintage, stål og patina.
Have: Stor træterrasse med en pergola i midten og et stort træ, som giver dejlig skygge, terrasse med forskellige siddepladser rundt om huset.