Mal stuen

Stuen er ikke et hvilket som helst rum

Det er her, vi puster ud, ser fjernsyn, læser, arbejder, laver lektier, hygger, leger, spiser og omgås med familie og venner. Stuen er ganske enkelt et rum med mange funktioner.

Start med at overveje, hvordan du og din familie bruger jeres stue. Hvilke møbler skal der være plads til, hvor stort er rummet, og hvor mange vinduer er der? Det absolut vigtigste er, hvilken atmosfære I vil skabe i jeres stue. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end noget andet, men der er en række tips til, hvordan man skaber den ønskede stemning ved hjælp af farver.

Skab rum i rummet

I dag har mange hjem en åben planløsning, hvor køkken og stue hænger sammen. Et tip til at adskille de forskellige områder er at skabe rum i rummet ved hjælp af farver. Man kan for eksempel indramme spisepladsen ved at male den del af væggen i en farve, der afviger fra resten, eller tone i tone med de øvrige vægge. På samme måde kan du male et læsehjørne  for at adskille det fra resten af rummet. Tone i tone betyder, at man tager udgangspunkt i én farve, som er hovedfarven, og vælger en mørkere og en lysere nuance af den samme farve.

Lyse nuancer

Hvis du har en lille stue og gerne vil have den til at føles rummelig og luftig, skal du male med lyse farver på vægge, gulve, loft og paneler. Vælger du for eksempel at male hvidt, kan det give en flot effekt at arbejde med forskellige glansgrader. Matte vægge er superflotte sammen med blanke paneler. God og frem for alt forskellige typer belysning er også vigtig for rummets atmosfære og funktioner. Kombiner alt fra kraftig loftsbelysning til punktbelysning og levende lys.

Afdæmpede farver

Foretrækker du en mørkere og mere hyggelig stue, skal du vælge afdæmpede og lidt tungere farver. Et godt tip er at vælge varme materialer og farver, for eksempel kobber, messing, guld, orange og gult. Ligesom med de lyse farver bliver det rigtig flot, hvis man blander matte og blanke overflader. Det er også flot at male tone i tone. Mal væggene i én nuance, panelerne i en anden og måske loftet i en tredje.

Husk de små detaljer

Hvis du har flotte paneler eller andre detaljer i stuen, som du vil fremhæve, skal du male dem hvide eller en anden farve, der skaber en kontrast til væggene. Enkle lister og kedelige døre kan nemt gøres mindre iøjnefaldende, ved at du maler dem i samme farve som væggene. For eksempel kan det være effektfuldt og flot at male væggene i en mat grå farve og panelerne i den samme grå farve med en anden glansgrad. Vælger du lyse og naturlige farver og materialer, bliver det rigtig flot, hvis du maler nogle detaljer i en helt anden farve, der virkelig stikker ud. Måske har du et tæppe eller en lænestol i en farve, som du er ekstra glad for? Så gå på loppemarked og køb nogle ting, som du kan male i den samme farve. På den måde får du nogle flotte detaljer, der skaber en flot helhed i rummet.