Sådan maler du loftet
Hvilken type loft har du?
Start med at prøvevaske en lille overflade på loftet. Sidder malingen fast, skal du fortsætte med rengøringen. Hvis farven løsner sig og slipper, er der formodentlig malet med limmaling tidligere. Så skal loftet rengøres ekstra grundigt med masser af vand, så al malingen forsvinder. Hvis malingen til gengæld danner tørre pletter, er der højst sandsynligt tale om kalkmaling. Så skal du børste loftet rent, så underlaget bliver fast. Anvend altid handsker og beskyttelsesbriller, når du rengør.
Inden du maler
Tøm rummet for møbler, så det bliver lettere at male. Beskyt gulvet med afdækningspap og væggene med plast, hvis du ikke skal male dem også. Skal du også male væggene, så begynd med loftet. Skrab den løse maling af og spartl eventuelle revner og huller. Slib de spartlede overflader og aftør derefter, inden du begynder at male.
Så er det tid til at male
Start med at male overfladerne nærmest væggen med pensel, da de er svære at komme til med rullen. For at undgå striber skal du altid male i lysets retning – det vil sige, at du maler fra vinduet og ind mod midten af rummet. Er der flere vinduer i rummet, så tager du udgangspunkt i det, der har størst lysindfald. Mal hele loftet på én gang, så overfladen bliver jævn. Tænk på, at du altid skal følge anvisningerne på emballagen.