Hjemme hos familien Hjort
I de sidste fire år har familien Hjort boet i dette hvide træhus på Dalarö i Stockholms skærgård. Familien består af mor Josefin, far Erik og børnene Ossian på 7 år, Julian på 5 år og lille Karla på 1 år. Tidligere boede de i Mälarhöjden, men da de fik deres andet barn, trængte de til forandring og ville flytte tættere på havet. Valget faldt på Dalarö, som med sin beliggenhed tæt på natur og skærgård, men stadig i pendlerafstand til centrum, passede parret perfekt. Det var et sats, der viste sig at være helt rigtigt, og familien stortrives på øen.
Den arkitekttegnede villa blev bygget i 2007, og familien elsker planløsningen. Ud over at anlægge en pool og bygge et skur i haven har de ikke foretaget nogen større forandringer, siden de flyttede ind. Indvendigt har de malet alle væggene, og lille Karla fik forældrenes walk-in-closet, som blev forvandlet til et ægte pigeværelse. I stedet satte Josefin og Erik garderobeskabe op langs en væg i stuen på overetagen, hvor de kunne have deres tøj. Garderobe-skabene blev malet i den samme grå farve som væggen, så de blendede ind.
Josefin, der arbejder som indkøber for H&M, kan godt lide at arbejde med hænderne og har gerne flere projekter i gang. En del møbler bliver købt brugt og sat i stand, mens andre sælges. Hun kan både lide at male og sy.
– Jeg er meget interesseret i indretning og kan godt lide at gå og rode med mine egne små gør-det-selv-projekter herhjemme. Som regel bliver jeg helt opslugt af et eller andet. En overgang gik jeg helt amok i skabelonmaling, så der kom tal og bogstaver på både stof og møbler, og så kastede jeg mig over tavlemaling , og så røg det op på en væg som en stor opslagstavle og flere steder på børnenes værelser. Lige nu er jeg i gang med at indrette vores nyanlagte terrasse i haven. Her vil jeg male krukker og træmøbler i matchende farver, men jeg finder sikkert på flere ting, jeg kan male, siger Josefin.
For Josefin og Erik er det vigtigt, at børnene har frit spillerum i hjemmet. Når man har tre små børn, skal ens hjem ikke være alt for sart. Før havde drengene hvert deres værelse adskilt af et fælles badeværelse, men de kan godt lide at sove sammen, så nu har de i stedet fået et legeværelse og et soveværelse. Med to drenge og derfor også temmelig meget legetøj på et ganske lille værelse skulle der indrettes med omtanke. Josefin løste det ved at sætte enkle hylder op langs hele den ene væg og lave separate opbevaringskasser til LEGO, biler, udklædningstøj og andet. Så må drengene selv holde orden i tingene. Væggen og hylderne blev malet i denne samme grå farve, og derudover er værelset hvidt. Børnenes legebord er malet med tavlemaling.
– Lige nu har jeg lagt farvekridtene et hemmeligt sted, for det gik lidt over gevind, så vi havde små tegninger på møbler, gulve og vægge, griner Josefin.
Hele underetagen er ét åbent rum, hvilket passer den store familie perfekt. Far Erik kommer fra en stor familie og har fire søskende og en hel flok nevøer og niecer, så der er brug for god plads, når familien samles. Her er en køkkenafdeling med en praktisk køkkenø, hvor børn og voksne kan være sammen, en spiseafdeling med god plads og en fjernsynskrog til de voksne. Børnene har deres eget tv-rum ovenpå. De mindstes foretrukne opholdssted er det store tæppe på grænsen mellem entré og køkken – et godt sted for babyer at kravle omkring, mens forældrene hele tiden har dem under opsyn fra hele underetagen. På en af væggene mellem køkken og entré har Josefin malet en stor firkant med tavlemaling. Her holder familien styr på indkøbslister, huskesedler og andet. Nogle gange sætter familien også små meddelelser op til hinanden her.
Den strategiske placering mellem køkken og entré gør det svært at forlade huset uden at kigge en gang for at se, om der nu var noget, man skulle huske.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden den tavle. Den hjælper mig med at holde styr på det meste! Nu er drengene blevet så store, at de også har fritidsaktiviteter, og så er det endnu vigtigere at bevare overblikket.
Det store spisebord har familien arvet fra Eriks forældre. Bordet har Josefin malet med en sort højglansmaling. Når bordet bliver slidt, shiner hun det op med lidt ny maling for at holde det pænt. Omkring bordet står Tolix-stole side om side med datterens Trip Trap-stol og formpressede træstole med stålben.
Foran pejsen står der en siddegruppe bestående af sofa og lænestol i læder, som Josefin har købt på Lauritz. Sofabordet, som hun har fået af svigerforældrene, er malet i samme sorte farve som spisebordet. Alle husets vægge er malet i en svagt grå nuance. I underetagen er der mange vinduer, masser af lys og en loftshøjde på 2,70 meter. Josefin kan godt lide at holde indretningen i sort, hvidt og gråt, men forandrer den efter årstid og humør med puder, tæpper og blomster.
– Jeg har en stor vase på bordet, hvor der altid står en plante, der passer til årstiden. Påskeliljer om sommeren, grangrene om vinteren og markblomster om sommeren. Jeg synes, at det bliver smukkest, når man tager planter med ind fra naturen. Så har man desuden råd til altid at have noget i vasen.
Styling: Mari Strenghielm Foto: Klas Sjöberg